Hvem er jeg?

Eva Biehe – specialist i parterapi, angst og stressterapi. www.biehe.dk

Eva BieheJeg har siden 1987 været selvstændig krops- og psykoterapeut på fuld tid. Jeg beskæftiger mig især med parterapi og angst-stress problemer. Jeg arrangerer kurser for mennesker med angst for vand.

I mit arbejde med stressramte har jeg flere gange stået med en klient, som var brudt helt sammen. Derfor besluttede jeg for nogle år siden at tilbyde skærmet ophold i min have i Halkevad, hvor jeg har klinik.

Jeg modtager gæster på terapiophold i mit lille gæstehus. Mit væksthus, som tidligere udelukkende fungerede som overvintringssted for sarte planter, er inddraget til terapi. Jeg har meget fine erfaringer med stedets positive og helende virkning på mennesker med stress, angst og depression.

De fleste mennesker ved instinktivt, at ophold i naturen skaber ro. De senere år har forskningen underbygget dette. For en alvorligt stressramt er det vigtigt, at et andet menneske sætter rammer og beskytter den stressramte mod at skulle tage ansvar for sin egen dagligdag. Den mulighed har jeg i Terapihaven i sommerhalvåret.

Kontakt mig for at høre mere eller aftal et besøg, så du selv kan opleve stedet, før du beslutter dig for et ophold.

23 26 88 78 eller eva@biehe.dk

Min baggrund.
Universitetsstudier (da/id), gymnasielærer og en kort årrække underviser på Gerlev Idrætshøjskole. Samtidig kurser indenfor diverse terapeutiske retninger: gestalt (J. Elnif), psykodrama (A. Schauermann), bioernergetik (A. Lowen), intuitiv massage (H. Kisak), Esalenmassage (A.D. Meadow), holistisk medicin (Suzette v.Hauen), drømmearbejde og meditation (Jes Bertelsen)  zoneterapi og I 1986 uddannet Rolfer.  2005 til 08  3 års ekstra uddannelse indenfor psykoterapi hos Ole Vadum Dahl. Jeg er i gruppe hos Peter Ruge (bevidsthedsarbejde). Gennem alle årene har jeg været i egenterapi og jeg arbejder fortsat med meditation og træning i bevidst nærvær (mindfulness). Begge dele indgår i mit arbejde med individuel terapi og haveterapi.

Mit arbejde med angst og min idrætsbaggrund fik mig omkring 1990 til udvikle “Gerlevmetoden” specielt for voksne med vandskræk. I 1993 fik jeg Bikubens idrætspris for mit arbejde med angst og vand. I dag underviser jeg kun om sommeren i havvand. Læs mere om kurserne under menupunktet kurser og terapi

Jeg har holdt foredrag om stress på arbejdspladser og i familien og har været tilknyttet virksomhederne Invacare og NKT-flexibles som terapeut. Jeg modtager klienter fra flere firmaer og offentlige institutioner, dog er langt de fleste af mine klienter mennesker, som selv har søgt og fundet frem til mig.